Medicinfrit kød kan blive konkurrent til økologi
Frygten for resistente bakterier har skabt en ny niche for medicinfri svin.
Det fortæller Økologi og Erhverv.
Således også i Danmark, hvor Dansk Supermarked sidste sommer var først med medicinfri svin.
Siden da har salget af den nye konventionelle variant overhalet salget af økologisk svinekød hos Bilka.
Tidligere Friland-direktør Karsten Dejbjerg Kristensen mener dog ikke, at de økologiske landmænd har grund til bekymring.
- Det er utroligt vigtigt, at det konventionelle landbrug er i stand til at udvikle sig, men jeg synes ikke, at de medicinfri svin er noget, som økologerne behøver at bekymre sig om. De forbrugere, der køber de medicinfri svin, køber i forvejen konventionelt kød, og salget har ikke medført, at det økologiske salg er faldet, siger Karsten Dejbjerg Kristensen, som desuden er medejer og direktør for handelsfirmaet Tamaco, der i juni sidste år var med til at levere de første antibiotikafri svin til Dansk Supermarked.